Get Adobe Flash player

Online Besøgende

Vi har 1 gæst online

Søg

Fremtiden Nord Syd - en mulighed for unge med ADHD

af Jane Stiesdal

 "Alle vil noget med deres liv - og det er vores opgave at hjælpe de unge med at finde ud af hvordan deres drømme kan realiseres."

Sådan siger Frank Deela, leder af det socialpædagogiske projekt Fremtiden Nord Syd. Vores arbejde bygger på 2 meget enkle grundsætninger: Vi tager de unge alvorligt og vi går med hele vejen.

Vi tager de unge alvorligt
At tage de unge alvorligt betyder blandt andet, at de bor i deres egen bolig. Det hører med til at blive voksen at flytte hjemmefra, også hvis man har ADHD. Og det er vores erfaring, at de unge vokser med opgaven, det giver selvværd at få sin egen lejlighed. Vi hjælper tit med at få alle de daglige rutiner til at fungere både med hensyn til indkøb, madlavning, tøjvask og økonomi. Så der også er penge sidst på måneden. At få styr på boligen, økonomien og de daglige rutiner er tit første skridt, bagefter er det vigtigt, at det sociale fungerer og at de unge kommer i gang med at lave noget. At tage de unge alvorligt betyder også at vi tager udgangspunkt i hvad de unge gerne vil. Mange unge fortæller, at det er første gang de selv er blevet spurgt….
 
Afgørende at de unge har lyst

Det kræver en ekstra indsats at gennemføre en uddannelse eller have et job, hvis man har ADHD. For at tingene skal lykkes på længere sigt, er det afgørende, at de unge kommer i gang med noget de har lyst til og er glade for. Derfor siger vi ikke "Det går aldrig…du kan ikke blive gartner det er alt for svært med en uddannelse der varer mere end 3 år, og du skal have sprøjtecertifikat - og alle de latinske plantenavne du skal kunne…"
 
Først prøver vi måske at finde en praktikplads, så den unge får et realistisk billede af hvad arbejdet indebærer. Hvis de stadig har lyst finder vi ud af hvad der skal til for at det kan lade sig gøre.. Måske er det nødvendigt at vi går med i skole, at vi hjælper med lektierne, eller at vi hjælper med at finde praktikplads.
Når vi har fundet en praktikplads, tager vi ud og fortæller den nye arbejdsgiver om hvad det vil sige at have ADHD, og giver nogle råd til hvordan man bedst kan løse problemerne på arbejdspladsen. Det kan være at vi kommer hver uge og snakker om hvordan det er gået og hvad der skal ske i næste uge. Det er vigtigt at vi hele tiden følger med i hvordan det går, så kan vi for det meste løse problemerne før de bliver alvorlige og den unge dropper arbejdet eller uddannelsen.

Alle forløb er individuelle

Hos Fremtiden Nord syd skal de unge ikke passe ind i vores rammer - i samarbejde med de unge laver vi et individuelt forløb, der tager udgangspunkt i den unges særlige behov og interesser. Det kan være at det største problem er at komme op om morgenen eller holde styr på økonomien - så er det der vi sætter ind. Vi samarbejder med mange forskellige virksomheder, uddannelsesinstitutioner og projekter, så vi har gode muligheder for at sammensætte mange forskellige forløb. Det er meget forskelligt hvor længe de unge er tilknyttet Fremtiden Nord Syd, nogle er hos os i flere år, mens andre hurtigt kommer videre. Vi efterlader ikke nogen før en ung stopper hos os, sørger vi for at de kan klare sig selv, eller at de kommer videre til et andet tilbud.
 
Vi går med hele vejen
Mange af de unge har været i "systemet" i årevis med en række sagsbehandlere, skolepsykologer, aktiveringsprojekter og afbrudte uddannelser og løse jobs. Det har tit givet mange nederlag. Vi stopper ikke samarbejdet, hvis tingene går galt. De unge kan altid komme til os, og vores telefoner er altid åbne. Når noget går galt er det vigtigt at lære af sine erfaringer - og overveje "hvad kan jeg gøre anderledes næste gang?" Vi skal ikke beskytte de unge mod alle nederlag, men de skal vide at vi er der til at hjælpe hver gang. Vi skal ikke forhindre at de møder modgang og nederlag - det hører med - og er noget alle mennesker kommer ud for. Men vi kan sørge for at de ikke kommer til at stå alene med problemerne, og vi kan hjælpe dem med at blive bedre til at finde løsninger selv.

Ros og krav
Det er afgørende at støtte de unge i at det kan lade sig gøre, men det er ikke kun os pædagoger der  skal klappe dem på skulderen eller stille krav. Jeg har lige været med til at etablere et fleksjob til en ung, og jeg var ude på værkstedet og fortælle om ADHD. Jeg snakkede blandt andet om hvor vigtigt det er at huske også at sige når tingene går godt - særligt i forhold til de unge som har hørt om alt det der er gået galt mange gange. Men måske kunne de også rose de andre kollegaer - bare en gang imellem? Der var helt stille - og jeg tror mange fik noget at tænke over….. Når udgangspunktet er positivt, er det også lettere at opfylde de krav der bliver stillet på arbejdspladsen. "Her møder vi altså 7.30 - og i morgen skal du komme til tiden".

Hvordan går det så?
Mange er præget af misbrug og kaos når de starter hos Fremtiden Nord syd. Efterhånden som vi hjælper de unge med at få styr på dagligdagen, og de kommer i gang med arbejde træder misbruget mange gange i baggrunden.  Hvis de unge har massive misbrugsproblemer, samarbejder vi med professionelle misbrugskonsulenter. Mange af de unge får job og uddannelse på ordinære vilkår, nogle får et fleks- eller skånejob. Alle kommer i gang med at lave noget, og de lærer alle sammen at klare sig i deres egen lejlighed.